Forside Søgning Liste

Mere om leydnerflasken

Allerede i den græske oldtid kendte man til gnidningselektricitet, man vidste, at når man gned rav, kunne det tiltrække f.eks dun. Ordet elektricitet er faktisk afledt af det græske ord electron, der betyder rav. Men seriøs forskning af elektricitet startede først i 1660-erne med Otto von Guerickes opdagelse af, at der både findes elektrisk tiltrækning og frastødning. I midten af 1700-tallet havde man udviklet meget effektive elektricermaskiner, se f.eks. her på siden Abbed Nollets i 1746. Men det var stadigvæk kun gnidningselektricitet, man kendte, man kendte ikke elektrisk strøm. Man kendte heller ikke til opbevaring af elektricitet, før Kleist og Musschenbroeck uafhængigt af hinanden i 1745 opfandt leydnerflasken, som vi nu går over til at beskrive.

Kleist ville gerne finde en måde at opbevare elektricitet på, og på den tid var det åbenbart naturligt, at prøve at opbevare elektriciteten i en flaske; hvad skulle man ellers putte den ned i? Han anbragte derfor et søm i et medicinglas, som han holdt i hånden, og så nærmede han sømmet til et opladet kugle på en elektricermaskine og fjernede sig fra den. Da han så rørte ved sømmet med den anden hånd, fik han et kraftigt elektrisk stød. Det virkede nu ikke hver gang, men Kleists iagttagelse satte gang i forsøg af denne art i hele den videnskabelige verden.

Samtidig med Kleist udførte Musschenbroek forsøg af lignende art. På billedet til højre viser vi et afgørende forsøg. En dag var der en gæst ved navn Cunæus, der deltog i forsøgene. Til højre på billedet ser man enden af en elektricermaskine, hvor der dannes elektrisk ladning ved gnidning af en roterende kugle. Elektriciteten strømmer gennem en metalkæde op til en metalstang, der er ophængt i isolerende silketråde. Til venstre på billedet står Cunæus med et glas med vand i højre hånd. I glasset står der en tynd metalpind, som for oven læner sig op ad den ophængte metalstang. Så fører Cunæus glasset med pinden væk fra den ophængte stang, så glasset med pinden ikke rører ved andet end hans hånd.

Så står han lidt og kigger på glasset med pinden og tænker, "gad vist om der er elektricitet der nede?". Det kan han jo kun finde ud af på én måde, så han rører ved pinden med sin venstre hånd, og får et kæmpe elektrisk stød! Det er så ubehageligt, at han skriver til sin ven Reamur at "jeg vil ikke én gang til tage sådan et stød, om jeg så blev tilbudt Frankrigs krone for det."

Musschenbroek må jo have overvejet situationen, og der er ligesom to mulige fortolkninger: Enten strømmer elektriciteten fra pinden gennem kroppen ned til den højre hånd og videre til glassets yderside, eller også strømmer den fra pinden via min krop ned i jorden. Eller måske begge dele.

På grund af Abbed Nollets vidtstrakte netværk blev der hurtigt eksperimenteret meget med leydnerflasken, og i løbet af få år havde den, som la Cour skriver i 1896, "fået den indretning, som den i det væsentlige har den dag i dag". Sådan vil man nok ikke skrive i 2015. Men nu går vi over til at beskrive leydnerflasken, sådan som man kendte den i slutningen af 1700-tallet.
Leydnerflasken er en cylindrisk glasflaske med plan bund. Ydersiden er beklædt med tinfolie, sølvpapir, og det er indersiden og bunden også. Det er vigtigt, at der ikke er ledende forbindelse mellem yderside og inderside. Derfor er proppen af et isolerende materiale, f.eks kork. Metalstangen, der går gennem proppen, er ført et stykke ned i flasken, og nederst i den er der fastgjort en metalkæde, der skaber ledende forbindelse til den indvendige sølvpapirbeklædning. Man opdagede hurtigt de grundlæggende mekanismer ved leydnerflasken.

Hvis man stiller flasken på et isolerende underlag og prøver at oplade den ved at forbinde metalstangen foroven med posiv elektricitet fra en elektricermaskine, så forsvinder elektriciteten igen, når man fjerner forbindelse til elektricermaskinen. Grunden til, at det virkede for Cunæus var, at han holdt glasset i hånden og at han ikke stod på et isolerende underlag. Det er åbenbart nødvendigt at der kan løbe elektricitet ned i jorden eller op fra jorden, men hvorfor det er nødvendigt, det fandt Benjamin Franklin ud af senere. I leydnerflasken kan elektricitet opbevares i lang tid, i årevis, hvis flasken står på et tørt sted.



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.