MERE OM AGRICOLAS MINEDRIFT
Forside Søgning Liste

Mere om Georgius Agricolas beskrivelse af minedrift.

Agricolas hovedværk "De re metallica" er et righoldigt værk på ca 600 sider. Det er fyldt af træsnit, der på forbilledlig måde afbilder de maskiner og terrænformer, som Agricola ønskede at beskrive. Det er et fremragende værk, og der gik da også 180 år før der fremkom et nyt værk om minedrift af lignende kvalitet. "De re metallica" blev genoptrykt på mange sprog og et utal af gange. Den oversættelse til engelsk, som vi bruger, er fra 1912, men genoptrykt i 1950. Agricolas beskrivelser er meget behagelige at læse. De er holdt i en afslappet stil, der er intet krukkeri i dem. Herunder gengiver vi en række af træsnittene fra "De re metallica" med kortfattede kommentarer, der forhåbentlig kan give læseren et indtryk, både af kvaliteten af Agricolas bog og af den høje niveau, som minedriften i Europa den gang befandt sig på.

1. Sådan kunne en mine se ud

Træsnittet giver et godt indtryk af, hvordan en mine kunne se ud på Agricolas tid. Der er lodrette mineskakter og vandrette minegange, der er stiger og hejseværker, der er arbejdere, der kører malm eller sten ud på små vogne. På denne og andre af Agricolas illustrationer ser det ud til, at man foretrak at have både åbne lodrette skakte og åbninger i enden af vandrette minegange. Det ville lette transporten af både malm og sten, og det vil også forbedre ventilationen. At etablere og arbejde med sådan en mine krævede stor teknisk erfaring. Man skulle have egnet værktøj, man skulle have hejseværker, både til malm og mennesker, man skulle kunne pumpe vand væk, man skulle have vogne og beholdere til transport af malm og sten, og man skulle kunne ventilere og skaffe lys. Og ikke mindst skulle man beskytte arbejdernes helbred. Opmålingerne skulle være så omhyggelige, at man f.eks. kunne få en vandret gang til at mødes med en lodret skakt. Alle disse forhold behandles i "De re metallica". Nedenfor gengiver vi nogle udvalgte eksempler på træsnit fra bogen, der beskriver disse forhold, og vi kommenterer kort træsnittene.


2. Vandpumpe drevet af trædemølle
Vand, der samler sig i bunden af en mine var (-og er) et problem for minedrift. Træsnittet til venstre viser en pumpe, som blev brugt til at pumpe vand op fra en mine. Det store hjul B er 8 meter i diameter, og det er godt en meter bredt, så de to mænd, der er vist forneden inde i hjulet kan gå ved siden af hinanden. De går hele tiden lidt opad, og får derved hjulet til at dreje rundt. Deres gang opad lettes af de tværgående lægter, som man kan se foroven på hjulets inderside. Systemet kaldes en trædemølle. Faktisk brugtes dette ord i gamle dage om et arbejde, der på godt jysk nu kaldes træls, men som nu mellem unge mennesker kaldes noget fucking shit. - Morsomt har det ikke været. Det store hjul driver via en tandhjulsudveksling den øverste aksel A. Til højre på den sidder hjulet E, der er forsynet med korte, tværgående jernstænger. De forhindrer kæden med de aflange kugler G i at glide på hjulet E. Kuglerne passer ned i et langt lodret rør. Det ender i en "sump", en fordybning i bunden af minen, hvor vandet samler sig. Røret ender nede i vandet, men så højt over bunden, at kuglerne kan komme op i det nedefra. Der var 22 meter ned til sumpen, en anseelig pumpehøjde. For oven løber vandet ud fra en revne i røret og fortsætter ned ad en skråning. Fordelen ved denne type pumpe er, at den er enkel. Problemet er at få kuglerne til at passe godt i røret, uden at der skabes for megen gnidningsmodstand


3. Stor maskine til at løfte vand

A: Vandbeholder. B: Kraftigt tilløb. C,D: Vægtstænger.
E,F: Vandtilførsler. G,H: To rækker af beholdere.
I: Aksel. K: Stor tromle. L: Trækkæde. M: Beholder.
N: Ophængt platform. O: Mand som styrer maskinen.
P,Q: Mænd som tømmer beholder
Agricola skriver at billedet viser den største maskine til at fjerne vand fra miner, der var konstrueret på hans tid. Vandhjulet er et overfaldshjul, der er 12 meter i diameter. Det er dobbelt, der er to rækker rum, der kan indeholde vand. På den venstre del, som er mærket G på figuren, vender de skrå skillevægge skråt nedad på den nærmeste del af hjulet. Så dér kan der ikke være vand i rummene. Det kan der kun være i den del af hjulet, der er længst væk. Den højre del af hjulet betegnes H. Der vender skillevæggene på den nærmeste del af hjulet skråt opad. Så der kan der godt være vand, men det kan der ikke omme på den anden side. Oven over hjulet er der en vandbeholder A. Vandet kommer fra et højtliggende vandløb gennem renden B oppe til højre. Der er to afløb fra vandbeholderen A. De ses begge på tegningen under beholderen. Der kan åbnes og lukkes for de to afløb ved hjælp af stængerne C og D. Når kun det ene afløb er åbent drejer vandhjulet den ene vej rundt, og hvis det er det andet afløb, der er åbent, drejer vandhjulet den anden vej rundt. Det er manden, der står på altanen O, der styrer det.

Vandhjulet driver hjulet K. Det har langsgående riller, så kæden ikke kan glide på det. Tegningen stemmer ikke med Agricolas beskrivelse. Han skriver følgende:

"Rundt om tromlen K er der viklet en kæde, i hvis ender der med kroge er fastgjort læderbeholdere."

Det må betyde, at de to kædeender på billedet skal komme ned fra hver sin side af tromlen, og ikke, som på billedet, fra samme side. Det er også misvisende, at de to ender af kæden er oppe samtidig. Når beholderen M er oppe og skal tømmes, må den ande ende af kæden være nede med en tom beholder, som skal fyldes. Vandbeholderen er af læder, men den er forstærket med jernbånd, så den ikke kan klappe sammen. Når M fyldt med vand er hejst op, væltes den ud over væggen omkring skakten, så vandet løber bort på den skrånende afsats udenfor. Så hejses M ned igen til "sumpen" (vandsamlingen) i bunden af skakten. Manden, der anes nederst til venstre står ved sumpen og sørger om nødvendigt for, at M bliver fyldt med vand. Stigen til venstre viser denne mand på vej ned i skakten, samtidig med at han passerer en vandbeholder. Foruden M er der endnu en beholder magen til. Den bliver hejst ned, når M bliver hejst op.

Det brede hjul lige til højre for kædehjulet er del af et bremsesystem, hvis andre dele ikke er vist på figuren, for, -som Agricola skriver, - "denne slags bremse har jeg beskrevet tidligere."

Selve op- og nedhejsningen er let at forstå. Den foregår ved, at manden oppe på altanen skifter begge vægtstængerne C og D, så vandet oppe fra B skifter fra den ene side af vandhjulet til den anden. Men selve det skift er svært at forstå. For når M lige er kommet op, er alle rummene til vand på den nærmeste og højre fjerdedel af vandhjulet vandfyldte, og så er det jo ikke let at få vandhjulet til at løbe den anden vej. Her kan du læse Agricolas egen beskrivelse af pumpen, og hvis du har lyst, kan du gå i gang med opgaven nedenfor.

Maskinen er en god illustration af, hvor udviklet teknologien var på Agricolas tid. Den mørke middelalder var slet ikke så mørk endda!

Opgave 15
Lav en beskrivelse af, hvordan dem, der betjente pumpen, kunne få vandhjulet til at skifte omløbsretning.



4. Blæsebælg til ventilation

På Agricolas til var minerne blevet så dybe og komplicerede, at det var nødvendigt at kunne forsyne arbejderne i minen med frisk luft. På forskellig måde prøvede man at udnytte vinden, til at få frisk luft ned i minen, men i nogle tilfælde brugte man store blæsebælge til det. Billedet viser, hvordan det kunne foregå.

Blæsebælgen har to ventiler, som ikke er vist på figuren. Den ene sidder i det smalle udløbsrør, der fører frem ril røret B. Denne ventil forhindrer at luften kan strømme tilbage fra B til blæsebælgen. Den anden ventil sidder et eller andet sted på blæsebælgen. Den gør det muligt, at der suges luft ind i blæsebælgen, når den åbnes, men ventilen lukkes, når blæsebælgen trykkes sammen. Den store sten, der er bundet fast oven på blæsebælgen, trykker bælgen sammen, så arbejderen ikke skal trykke opad på vægtstangen. Til gengæld skal arbejderen hive kraftigt nedad i vægtstangen, når bælgen skal åbnes. Røret B har så en forlængelse ind i minen til det sted, hvor luften skal fornyes.



5. Ventilation ved vindkraft.


Agricola beskriver også, hvordan man kan udnytte vinden til at skaffe frisk lunt ned i minerne. A er en tønde med et hul i bunden og et hul C midtpå. Tønden hviler på et lodret rør, som når ned i minen. Det lodrette rør har større diameter en end hullet i bunden af tønden, og det er indrettet sådan, at tønden let kan dreje sig om røret. H er en vimpel, der sidder fast på tønden. Når blæsten B rammer tønden blæser den vimplen væk i vindretningen og drejer tønden så hullet C vender hen mod vinden. Der trykkes derfor luft ind i tønden, og den luft fortsætter ned i minen. Agricola forklarer udførligt, at der er to grunde til, at det er nødvendigt at ventilere minerne. Den ene er hvad vi i dag ville kalde iltmangel. Minearbejderne har svært ved at trække vejret nede i minen, og derfor skal der ventileres. Det bliver værre, hvis man bruger ild til at sprænge klippen, og endnu værre bliver det, hvis der strømmer giftige luftarter ud fra klippevæggene. Agricola skriver, at det kan ske, at når luften bliver dårlig, og "minearbejderne derfor klatrer op ad stigerne, så falder de fra stigen ned i bunden af minen fordi deres hænder ikke lystrer dem og heller ikike deres fødder. Hvis de med held undslipper de giftige luftarter, så er de blege og ligner døde mennesker når de kommer op. Når det sker bør ingen gå ned i minen og heller ikke i nabominerne, og hvis de er dernede, skal de skynde sig op. Erfarne og dygtige minearbejdere brænder dynger af træ dernede hen mod fredag aften, og de begiver sig ikke ind i minen igen før om mandagen, og i mellemtiden er den giftige luft forsvundet."


6. Nedstigning i minerne

Agricola forklarer, at der er fire måder at komme ned i en mine på:

A. Man kan gå ned ad en stige. Stigen på billedet ligner en moderne stige af træ, og Agricola skriver da også, at stigen er så velkendt, at han ikke behøver at beskrive den.

B. Man kan blive hejst op og ned mens man sidder på et stykke træ, der er bundet fast i enden af et reb. Læg mærke til, at arbejderen har en lampe med ned i minen.

C. "Yderligere" skriver Agricola, "kan minearbejderne, når en minegang er tilpas skrå, sidde i skidtet på gulvet og glide nedad, på samme måde som drenge gør om vinteren, når vand på en bakkeskråning er frosset. For at støtte nedturen holder arbejderen med venstre arm fast i et reb, som er gjort fast foroven."

D. Den sidste mulighed er, at der i nogle miner er adgang til bunden ad en sneglegang, lige som i Rundetårn, men nok knap så luxuriøs. Både mænd og heste kan komme op og ned ad sneglegangen.




7. Frasortering af sten


Selv om arbejderne nede i minen naturligvis prøvede at sortere malm fra sten og lignende, måtte der alligevel tit finde en sortering sted over jorden. Hvis der var fremmedlegemer i malmen ville det nemlig betyde, at de senere ved smeltningen klumpede sig sammen med malm, og det hele ville derfor blive smidt væk. Så der ville være et betydeligt tab i mængden af udvundet metal. På billedet viser Agricola, hvordan sorteringen kunne foregå. Det blandede materiale blev hældt ud på et langt bord. Omkring bordet sidder dem, der skal sortere malmen fra. Og det er ikke alene mænd, også kvinder og børn deltog, og de sad der hele dagen. De unyttige stenstykker bliver smidt i tønder som C, mens den værdifulde malm bliver lagt i bakker som B


8. Håndsortering af malm

På billedet viser Agricola hvordan man indendørs kunne knuse malmklumper og frasortere sten og andet uønsket materiale. Vi citerer Agricolas egen tekst:

"Selv om minearbejderne nede i minen allerede havde sorteret materialet, så var det nødvendigt, at den malm, der blev bragt op, blev knust i mindre stykker med hammer eller puveriseret, så de mest værdifulde og gode dele kunne blive skilt fra de uønskede og værdiløse dele. Dette er af største betydning for smeltningen af malm. For hvis malmen bliver smeltet uden denne adskillelse bliver den værdifulde del ofte skadet meget før den værdiløse del smelter i ilden. Eller også bliver det værdifulde ødelagt af det værdiløse. Men dette kan man delvis undgå ved omhu og ved smeltning. Hvis nu en malmåre er af dårlig kvalitet, så kan det bedste af det, der er blevet brudt, blive gemt og det værdiløse og stenene kan blive smidt væk. Sortererne lægger nu en stor, hård sten på et bord af sammenføjede planker. Bordet plejer at være 4 fod (1,2 m.) på hver led. Bagerst og på siderne er der fastgjort 1 fod høje planker. Forsiden, hvor arbejderen sidder, er åben. Malmklumperne, som er rige på sølv og guld, lægger arbejderen på den store sten, og han slår dem i stykker med en bred, men ikke tyk, hammer (C på billedet). Enten bliver de kastet ned i en beholder (som E på billedet), eller også bliver det knuste materiale sorteret i værdifuldt og værdiløst, som bliver lagt i forskellige beholdere. Andre mænd lægger malmstykker, der er mindre rige på guld og sølv, op på stenen og knuser dem med en bred tyk hammer (D på billedet), og når det er knust godt, samler de det i en beholder. Der er to slags beholdere. Den ene (E) er dyb og bredest på midten. Den anden (F) er ikke så dyb, men den er bredest ved bunden og bliver langsomt smallere opad. Den sidstnævnte beholder har låg, men det har den første ikke. Der er en jernstang gennem begge håndtag, den er bøjet i begge ender (det er den ikke på billedet). Man tager i den jernstang med hånden, når man skal bære beholderen. Men det vigtigste er, at sortererne er flittige med deres arbejde."

Ja, sådan skriver Agricola hele vejen igennem. Nogle gange som her lovlig detaljerigt, andre gange springer han vigtige pointer over. Men fremstillingen er for det meste sådan, at man kunne kopiere fremgangsmåden ud fra beskrivelsen i bogen.

Det er tydeligt, at beholderne E og F er lavet til transport af meget tungt materiale.

Læg mærke til drengen for neden til højre. Han sidder og er glad for at øve sig i faderens arbejde!




9. Knusning af svovlkis. Arbejderbeskyttelse.


Svovlkis (pyrit) var et hyppigt forekommende og eftertragtet mineral. Mineralet består af jern og svovl, men dets værdi består i, at det tit findes sammen med mineraler, der indeholder guld, sølv og kobber, og der findes også ledsagemineraler med kobber, bly og zink.

Billedet viser en metode til knusning af svovlkis, der er bragt op af minen i store stykker. Knusningen af store stykker svovlkis med hammer var altid ledsaget af omkringfarende små, skarpe stykker malm. Dem skulle arbejderne beskyttes imod. På billedet ser man, at de har kraftige skinnebensbeskyttere på, og store arbejdshandsker.Udstyret ses for sig selv nederst til venstre.



10. Stampemølle

Når malmen er ude af minen er det første, der skal gøres at sortere de malmholdige stykker fra jord og klipper. Derefter bliver malmen slået i mindre stykker med hammer og mejsel. Billedet viser en stampemølle, der kan være næste trin i processen.

Møllen drives af et overfaldshjul, så den nærmeste side af hjulet bevæger sig opad. I den solide ramme til venstre er der indsat 4 solide stampestænger. De kan bevæges op og ned, og på selve stampeklodserne E forneden er der på undersiden fastgjort en solid jernplade. Underlaget under stampeklodserne skal være solidt. Det skråner formodentligt lidt ud mod tilskueren, og klodsene E er tilsvarende skrå på undersiden. Den hvide klods nederst i forgrunden er måske et reserveunderlag.

På hver stampestang er der indsat et tværgående stykke tømmer, G på figuren. De 4 stykker tømmer sidder i samme højde over E. Ud for hver stampestang er der på den tykke vandrette aksel fastgjort to tværgående stykke tømmer, 180° fra hinanden på akslen. Disse klodser, som betegnes H (og som næsten ikke kan ses), er så lange, at de kan nå ind under klodserne på stampestængerne. Det medfører, at når akslen drejer rundt løfter klodserne H stængerne ved nedefra at bevæge sig op under klodserne G. Klodserne er fedtet godt ind, så der ikke bliver for meget gnidning. Når hjulet har drejet sig et stykke slipper klodserne kontakten, og stampestangen falder ned med et brag. Klodserne H er fordelt sådan, at når stang 1 og 3 er nede (som på figuren), da er stang 2 og 4 oppe. Manden med skovlen smider nye stykker malm ind under stampeklodserne. Når malmen er tilstrækkelig pulveriseret skraber manden med skovlen den ned fra det skrånende underlag, et arbejde, som må være noget farligt. Manden med skovlen smider den pulveriserede malm op på soldet, der ses længst til venstre. Det fine malmpulver, der falder gennem soldet, køres væk til videre behandling, mens de større klumper får en tur til under stamperne.

Den tekst, som Agricola skriver til træsnittet, passer, hvad angår det skrå underlag, ikke med tegningen. Han fortæller, at der under hver stampestang er, hvad han kalder en morter. Den kan lukkes opadtil. Min fortolkning er, at arbejderen derved undgår det farlige arbejde. Teksten om morterne er ikke så detaljeret, at man kan forstå den.



11. Pulverisering med møllesten.


Billedet viser hvordan man kunne bruge en vandmølle til at dreje en møllesten som derved puveriserer malmen. Vandhjulet B skimtes til højre. Det drejer akslen A rundt. A bærer et stort tandhjul C, hvis tænder stikker vinkelret ud på tandhjulets højre side. Man kan ane en af tænderne for oven. Tænderne driver et andet tandhjul med lodrette fordybninger. Agricola fremhæver, at dette tandhjul er lavet af en meget hård træsort. Det sidder fast på en lodret aksel af jern, der har en afrundet tilspidsning for neden. Tilspidsningen passer ned i en fordybning i det vandrette tømmerstykke E, som sidder fast på to vandrette tømmerstykker. De kan hæves og sænkes, som man tydeligt kan se på billedet. Der er to møllesten. Den nederste, der ligger fast kan ikke ses på billedet. Den må være tynd, og den skjules på billedet af H, der danner kanten af en beholder med en åbning til venstre, hvor den pulveriserede malm kan løbe ud. Jernakslen passer i et hul i den nederste møllesten, og den ender et lille stykke over den nederste møllesten i en kort, tværgående jernstang. Denne jernstang befinder sig i en rille på undersiden af den øverste møllesten F og får derved F til at rotere, i hvert fald hvis tømmeretykket E - og derved også F, løftes en smule.


12. Ristning af tinmalm.

I de fleste tilfælde bliver malm ristet (dvs. opvarmet) undervejs i behandlingsprocessen. Agricola beskriver en lang række forskellige ristningsmetoder. Her og nedenfor viser vi to af dem.

Den vi viser på billedet her anvendtes til behandling af tinmalm. B på billedet viser "ovnen" under opførsel. Først graves der et firkantet hul i jorden, og nedgravningen støttes på de tre siden af en væg af tegl. For at forhindre for stort varmetab føres væggene noget op over jordoverfladen. I baggrunden står der brændestykker til tørre. Disse brændestykker lægges der fire lag af i ovnen, skiftevis på langs og på tværs. Det må være en fejl på billedet, at alle brændestykkerne er tegnet så lange. Oven på det øverste lag brænde lægger man først de største malmstykker fra bunken C, oven på dem nogle lidt mindre, og sådan fortsætter man, til man har en forhøjning af malm af en form som vist på A. Yderst lægger man et lag puveriseret malm, som man kunne fugte lidt, så det hang bedre sammen. Til sidst klappede man det hele fast sammen med en skovl.

Så tændte man ild i brændet. Det minder om den måde, man i århundreder brugte når man skulle brænde trækul. Det handler om at opvarme uden at tilføre for meget ilt (- selv om man ikke kunne udtrykke det på den måde dengang). I A på billedet kan man se, at der dog kunne opstå huller i det yderste lag. Formålet med ristningen var i dette tilfælde formodentlig at skørne malmstykkerne, så det blev lettere at pulverisere dem bagefter.




13. Ristning af malm, der indeholder svovl eller asfalt.


I dette tilfælde er formålet med ristningen at fjerne svovl eller asfalt fra en metalholdig malm. Ildstedet er på tre sider omgivet af lodrette teglstensvægge, og det er indrettet sådan, at man et stykke over bunden kan dække hele ildstedet med gennemhullede jernplader. Når man skal i gang starter med med at anbringe en masse tætstillede lerkrukker med vand i i bunden, og dernæst lægger man jernpladerne ovenpå. Det er vist med B, E og C på billedet. Oven på jernpladerne lægger man først et lag malm, og oven på den igen lægger man trækul. Når man så antænder trækullet, afgiver malmen svovl- eller asfaltholdige dampe, som fortætter sig i vandbeholderne nedenunder. Svovlet viser sig som gule flager i vandet, asfalten er sort, tjæreagtig. Hvis man ikke fjernede disse stoffer fra malmen, ville de gøre meget skade i det videre forløb.

Man kunne også bruge en hvælvet ovn, som vist to steder ved G. Her stilles krukkerne med vand i de to nederste rum. Det midterste rum foroven har stengulv, mens de to rum ved siden af har tremmegulv af jernstænger. Brænde placeres midtfor på første sal, og når det antændes er der åbent til det frie fra dette rum, mens der bliver lukket for de to naborum med jernlåger, for at holde på varmen. I disse rum anbringes malmen i lerkrukker. Krukkerne har låg, men i stedet for bund har de et gitter af jern. Et gitter er vist sammen med sin krukke allernederst ved N. De fleste krukker blev nok kun brugt én gang. Derfor var der på arbejdspladsen også en pottemager, som det er vist nederst til venstre på billedet. Pottemageren drejer sin drejeskive med sine bare fødder. De potter, der skulle vand i, skulle brændes før brugen, men dem til malm, var der ingen grund til at brænde. I hver malmkrukke var der plads til 50 kg malm. De havde låg, der blev tætnet med ler. Det tvang de frigivne dampe nedad, så svovl eller asfalt kunne fortættes i vandkrukkerne nedenfor.



14. Knusning og udvaskning af ristet malm.

Når malmen er ristet og knust skal de metalholdige små partikler skilles fra alle urenhederne. Det kan ske ved skylning. Agricola beskriver talrige måder, som skylningen kan foregå på, men der er en generende uklarhed i mange af beskrivelserne.

På billedet vises et eksempel på skylning, som den kunne foregå i Vestphalen. B for oven er en bunke ristede malmklumper. I midten til venstre markerer A en knuseplads, der er tæt belagt med hårde, flade sten. C til højre er en anden knuseplads. Fra højre side af bunken B er der kørt et lag malmklumper hen på C. Tre arbejdere står med nogle ejendommelige knusehammere markeret DE. Hammerbladet D er af jern og ca. 30 cm langt. Midt i den ene smalside er der fastsmedet et jernrør som holder til et tyndt træskaft, som er godt en meter langt. Når D så bliver slået ned mod malmen mange gange, knuses malmen til ganske små partikler. Agricola sammenligner knusehammeren med en plejl til tærskning af korn, men det er vist ikke særlig oplysende for vore dages ungdom.

Når malmklumperne er helt pulveriseret bliver de fejet sammen i en bunke med riskoste som F, og dernæst smidt ned i skylletruget G for neden til venstre i billedet. Lidt til venstre for bogstavet G er der et knæk i vandoverfladen. Det kan kun skyldes, at der nede i vandet på det sted er fastgjort et bræt, så G er et trug, der dybere end det umiddelbart ser ud. Oversætteren bruger det engelske ord "strake" om det, vi her har kaldt skylletruget. Her bliver den opslemmede malm modtaget af arbejderen med redskabet H. Det minder om en rive med et tværstillet bræt i stedet for tænder. Oversætteren bruger ordet "hoe" om redskabet, vi kalder det en skraber. Lidt til højre for G på billedet kan man se, at der er en spærring i det lille vandløb. Så længe den spærring er der, løber vandet ned i skylletruget, og med vandet følges især de lette (ikke metalholdige) partikler i den knuste malm. De partikler lader arbejderen passere, men de tunge partikler, som er smuttet med, og som glider nede på bunden, dem skraber arbejderen mod strømmen op til G. Når der har samlet sig tilstrækkeligt meget tungt materiale oppe ved G åbnes vandspærrringen. Vandet fortsætter så ned mod højre i stedet for at dreje fra mod G. Den værdifulde malm kan så skovles op fra G.

Den punkterede del af beskrivelsen findes ikke hos Agricola, men mon ikke det er det, der er meningen. Som nævnt er der den samme mangel i andre af Agricolas beskrivelser af skylning.


15. Smelteovn

Der blev benyttet mange typer af smelteovne. Den, vi viser her, blev brugt til kobber. Ovnen er arrangeret inde i et ildsted med skorsten ovenover. Den benytter en jernring A i stedet for en ovn. Ringen er 35 cm i diameter og den er forneden klinet til med ler, så luften fra blæsebælgen ikke kan undvige nedad. Det kobber, der skal opvarmes, placeres inde i jernringen i en smeltedigel, og brændsel placeres udenom. Når kobberet er smeltet, bæres diglen væk med en tang, og kobberet hældes i f.eks. en støbeform.

En særlig ting her er blæsebælgen B. Dens tud, markeret med et lille c når netop igennem den 30 cm tykke væg, og luften fra blæsebælgen kommer ind i jernringen gennem et lille hul i den. Blæsebælgen består af 3 lige store plader, der er forbundet med læderhud, der kan foldes sammen, sådan som en blæsebælg skal være. Den midterste plade er fastgjort vandret, så den ikke kan flytte sig. Over og under den er der to hulrum, der kan gøres større og mindre med vægtstangen D. En lodret stang sidder fast i den nederste plade og stangen er også fastgjort på den øverste plade, wselv om det ikke kan ses på figuren. Så når vægtstangen sænkes ved D, bliver det nederste hulrum mindre, og luften fra det blæses ind i ovnen. Samtidig bliver det øverste hulrum større, og der suges luft ind udefra. Det går omvendt, når vægtstangen hæves. Blæsebælgen har altså den fordel, at der ikke er pauser i luftstrømmen. Ventiler sørger for, at luftstrømmene foregår som beskrevet. Oven på den øverste plade er der anbragt en vægt, så den, der passer blæsebælgen ikke behøver at presse vægtstangen opad.

Den beskrivelse, jeg har givet her, passer ikke med Agricolas tekst og som nævnt heller ikke med figuren. Hvis en læser finder en bedre fortolkning, hører jeg meget gerne om det.

16. Bestemmelse af indhold af guld i en guld-sølvlegering

Når man var ude efter ædelmetaller, var resultatet tit en legering (tæt blanding) af guld og sølv. Når man så skulle handle med det udvundne, var det vigtigt for både køber og sælger at kende procenten af guld. Det brugte man stængerne på billedet til. Jo højere nummer en stang har, jo mere guld er der i den. F.eks. består stang nr. 9 af 9/24 guld og resten - altså 15/24 - er sølv. Stang nr. 24 er altså rent guld. Når man skulle bestemme guldindholdet i en prøve, ridsede man den let på en slibesten, og fandt derefter den stang, der gav samme ridsefarve. Hvis der f.eks. var stang nr 20, ja så indeholdt prøven fem sjettedel guld og en sjettedel sølv. På samme måde kunne man bestemme lødigheden af en guldmønt.

På tilsvarende måde havde man stænger, der kunne bruges på en kobber-sølv legering og - lidt overraskende - også stænger, der kunne bruges på en legering af både guld, sølv og kobber.


17. Vægte


Agricola beskriver udførligt de vægte og vægtenheder, der blev brugt i forbindelse med minedriften og den efterfølgende behandling af metallerne.

På billedet viser han tre små vægte. De er lavet meget omhyggeligt. Det viser sig bl.a. ved, at når man lægger det, der skal vejes og lodderne på vægtskålene, så er vægtskålene ikke ophængte. De hviler på underlaget, og først når de er belastede, hæves de forsigtigt en smule op, ved at man flytter en ret tung klods, der ligger på underlaget. Den mindste og fineste af vægtene hænger beskyttet i et skab, nok for at forhindre luftstrømninger i et påvirke vægten. Dette sidste kendes vist ellers først fra Lavoisiers omhyggelige vejninger i 1700-tallet.

Agricola beskriver også de benyttede vægtenheder. Det er overordentligt kompliceret, bl.a. fordi det varierer fra by til by. F.eks. fremstiller møntnerne i Nürnberg sølvmønter, og de benytter følgende vægtenheder: 1 bes, som deles i 16 semunciae, 1 semuncia som deles i 4 dracnmae, 1 drachma som deles i 4 pfennige. Og de bruger 9 lodder, der vejer 16, 8, 4, 2 og 1 semunciae samt 2 og 1 drachmae og endelig 2 og 1 pfennige. Et rimeligt gennemtænkt system!



18. Frasortering af guldpartikler

I malm kunne det ske, at der var rent guld tilstede i sandkornsstore partikler. Billedet viser, hvordan man kunne sortere guldet fra. Til venstre kommer der rent vand ned. Manden bagved smider af og til en skovlfuld finpulveriseret malm op, der hvor vandet kommer ned. Derefter sørger han med det tværstillede bræt for, at vand med pulveret lidt efter lidt glider ned over det udspændte klæde. Det er tæt vævet af hestehår og det har en grovkornet overflade. De tunge guldpartikler sætter sidder så fast i klædet, mens det lettere sand fortsætter ned i bækken. Efter et stykke tid afmonteres klædet, og kvinden til højre skyller guldet af klædet i karret C, mens et nyt klæde B monteres. Det svarer til den proces, som guldgraverne brugte for 100 år siden: De slyngene partikelblandingen rundt i et vandfad, så vand med de lette partikler skyllede ud over kanten, mens de tunge guldpartikler blev i bunden af vandfadet.




Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.